fredag, januar 29, 2010

Sådan Ser Du no. III

Sådan Ser Du: 'Watchmen' af Zack Snyder


Jeg kan ikke helt huske præcis hvor skuffet jeg var, da jeg havde set Zack Snyders filmatisering af Alan Moore og Dave Gibbons' skelsættende tegneserie 'Watchmen' første gang i biografen. Jeg kan bare huske at jeg var skuffet. Og at jeg blev mere skuffet jo mere jeg tænkte over den.

Jeg kan heller ikke huske præcis hvad, jeg var skuffet over. Men jeg ved, at jeg hadede, at der var ændret radikalt i filmens slutning i forhold til tegneseriens.

Det var ikke bare en nørds forudsigeligt konservative holdning til forholdet mellem tegneserieforlæg og filmatisering, hvilket som bekendt er et minefelt for enhver instruktør at bevæge sig i nærheden af.

Det var fordi, jeg ikke kunne se hvorfor. Forklaringen skulle efter sigende være, at Snyder og Co. havde ment at den oprindelige slutning var 'utidssvarende' i dag.

Jeg stillede mig uforstående: Hvordan kan et klimaks, der kombinerer Lovecraft-horror med Hiroshima-skræk nogensinde overskride sidste salgsdato? Folk er idioter.

Den anden ting, som jeg ikke kunne forlige mig med, var castingen af den usandsynligt ferske og jævnt uintressante skuespiller Matthew Goode som den mildt sagt centrale powerkarakter Adrian Veidt/Ozymandias. Goode kunne bare ikke fylde hverken rollen eller det drønfrække bodyarmour ud. Ikke i en eneste scene.

Castingen er ellers en af de ting, som virkelig spiller for Snyders film. Ikke bare fordi skuespillerne ligner deres tegnede forlæg (undtagen altså Goode), men fordi de også giver karaktererne en ny energi.


Jeg vil nemlig gerne understrege, at en filmatisering i mine øjne ikke bare bliver god ved at 'ligne'. Uanset om forlægget er en tegneserie, en bog, et teaterstykke, en historisk begivenhed eller en anden film, så er 'shot by shot' ikke nok til at få en filmatisering til at fungere.



Ændringer, fravalg og tilvalg er nødvendige for at få projektet til at lykkes. Tit taler man om at man skal have 'respekt' for forlægget. Men det er ikke alene det, der gør det. For meget respekt giver som regel en kedelig film.

Jeg tror snarere, at det drejer sig om, hvor dybt forlægget har inspireret den instruktør, der skal stå for filmatiseringen, og hvor dybt han/hun har forstået at analysere og fortolke den kunstneriske kerne i forlægget.


(Til eksempel er Terry Gilliams 'The Fisher King' den bedste filmatisering af legenden om Den Hellige Gral, fordi den ikke prøver at lave en ridderfilm, men er en kunstnerisk fortolkning af forlæggets budskab - og af dets narrative absurditet).


Idéelt set skal filmatiseringen kunne stå på egne ben og være et værk i sin egen ret, og det syntes jeg ikke at 'Watchmen' kunne prale af efter at have set biografversionen.


Den var så flot, så flot, ingen tvivl om det. De havde endda også haft store nok klodser til at inkludere både ultravold, eksploderende vietcongs og (gode) Billy Crudups full frontal blå CGI-tissemand. Men alligevel var det så skuffende. Filmen virkede bare ikke. For udover de nævnte to skuffelser mht. slutning og skuespillervalg, så var der også mere graverende grunde.

Tempoet var den fx. helt gal med. Historien var langtrukken grænsende til det kedelige, og samtidig blev tegneseriens ekstremt kondenserede indhold afviklet så forjaget, at det må have sat alle af, som ikke man kendte tegneserien i forvejen. Hell, jeg havde læst den mindst 10 gange, og jeg havde svært ved at følge med!

Og så manglede der ting fra tegneserien. Vigtige ting. Nu har jeg lige agiteret for fravalg som en nødvendighed, men denne version af filmen led under dem.

De elementer, der var udeladt, var sådan set forståelige, set i betragtning af at tegneserien indeholder så meget stof, og filmens længde skulle passe i et biografformat. Så vælger man som regel de elementer fra, der ikke umiddelbart er benzin til rejsen ned af plot-motovejen - klart nok.

Men det betyder stort set altid, at filmen taber dybde. Tematikkens kompleksitet formindskes og slutresultatet mister påvirkningskraft og originalitet.

Det samme skete her. Og det var nok det mest skuffende, selv taget Matthew Goode og manglen på tentakler i betragtning.

MEN: Alt er ikke tabt! Takket være den moderne teknologis muligheder er der en ny chance for at se 'Watchmen' som Gud, Zack Snyder og Bluray vil have, at den skal se ud. Den hedder 'Watchmen - The Ultimate Cut. The Complete Story'.

Personligt er min oprindelige skuffelse blevet afløst af, at jeg nu sætter stor pris på filmatiseringen af 'Watchmen'. Jeg vil ikke sige for meget, men alt det, der ikke virkede i biografversionen, virker bedre eller decideret godt i denne version, og alt det, der fungerede perfekt i biografversionen - CGI, set design, cast (Undtagen...) - stråler derfor endnu mere.

Vil du også ha' det sådan her med 'Watchmen'? Læs videre.

Sådan gør du: Følg denne fire-trins-guide og opnå den maksimale 'Watchmen'-kvalitet.
Disclaimer: Hvis ét eller flere af disse trin udelades, kan jeg på ingen måde stilles ansvarlig for en eventuel dårlig oplevelse. Tværtimod giver det mig retten til at sige 'Hvad sagde jeg'.


Trin 1) Læs tegneserien. Ikke bare fordi, at den er fantastisk, men også fordi at det giver dig en væsentligt bedre chance for at følge med i filmens handling. Du skal ikke nærme dig din DVD/Bluray-afspiller før du har gennemført dette trin, eventuelt et par gange.


Trin 2) Køb denne version af filmen: 'Watchmen - The Ultimate Cut. The Complete Story'. Det er ikke blot et strækt udvidet directors cut, men inkluderer også 'Tales of The Black Freighter': En animationsfilm over den comic-within-the-comic, som indgår i 'Watchmen'-tegneserien og som fungerer som en analogi for 'Watchmen's tematiske omdrejningspunkt: Hvor langt kan man som menenske gå for at gøre godt, før man gør ondt? Bluray er at foretrække, men mindre kan også gøre det.

Trin 3) Lav en portion popcorn af fornuftig størrelse og sæt dig godt til rette. Det er en 3½ time lang film, du skal til at se, så komfort og næring har prioritet. Da der desuden er meget at holde øje med i hver scene, bør du placere dine popcorn indenfor rækkevidde, så du ikke skal slippe skærmen med øjnene for at indtage dem. På billedet man ser hvordan:


Trin 4) Se filmen. Formentlig har du nu allerede fået en langt bedre oplevelse end de mennesker, der kun har set biografversionen. Men det sidste trin, du skal igennem for ultimativ fornøjelse af 'Watchmen' er dette:
To måneder efter at du har set din 'Ultimate Cut'-version, skal du sætte den på igen og se den én gang til. På dette tidspunkt vil du være kommet dig over din frustration over de radikale ændringer i filmens slutning i forhold til tegneseriens.

Derfor vil du nu med stor sandsynlighed kunne se, at disse forskelle giver en anderledes, men faktisk rigtig udemærket afrunding af plottet og af centrale karakterer.

Og endelig vil du gennemleve et for en nørd meget sjældent fænomen: Følelsen af at tilgive* og derpå værdsætte en filminstruktørs ændringer i et værk, du elsker.

God fornøjelse. Og husk nu popcorn'ene.

*Undtagen castingen af Matthew Goode. For den er der ingen tilgivelse, i denne verden eller den næste.

4 kommentarer:

  1. Incredible! This blog looks exactly like my old one!
    It's on a totally different subject but it has pretty much the same page layout and design. Excellent
    choice of colors!

    My homepage; usb daq linux - -

    SvarSlet
  2. This is a topic which is near to my heart... Take care!
    Where are your contact details though?

    Also visit my site ... becoming wellness coach

    SvarSlet
  3. No matter if some one searches for his vital thing,
    thus he/she wishes to be available that in detail, thus that thing
    is maintained over here.

    Feel free to surf to my web blog world at arms hack

    SvarSlet
  4. Medical Providers Alvaro from Carp, really
    loves geocaching, nike free and diecast collectibles.
    Likes to travel to new destinations such as Rabat.


    Here is my blog post; ニューバランス 1300

    SvarSlet